Camilla og Michael er forældre til Mingus (15) og Alberte (19) og sammen driver de Albis’ kaffebar.
Den ligger i Hornbæks  hovedgade i en hyggelig gul villa fra 1917, hvor også familien bor privat i den ene del.

Kaffebaren hedder Albi’s og er datteren Albertes kælenavn.

Besøg dem her: Nordre Strandvej 354, 3100 Hornbæk, tlf. +4525171751 og følg dem gerne på Facebook.

Albis’ Kaffebar

Camilla og Mick flyttede fra Frederiksberg til Hornbæk i 2006. De boede på Frederiksberg og arbejdede begge med børn og unge som pædagoger.

Da de åbnede Albi’s kaffebar havde de altså ikke nogen forudgående erfaring med restaurationsbranchen. Man må sige, at de har ramt plet.

Kaffebaren er altid godt besøgt,  og den har masser af stamgæster.

Indretningen er et sammensurium af blandet retro, finurlige fund og en vidunderlig pærevælling af forskellige ting og sager. Man kan sidde indendørs, og når vejret tillader det kan man nyde stemningen i den hyggelige have.

Vil I fortælle lidt om hvordan to pædagoguddannet ender med en kaffebar i 3100?

”Det har været vores drøm i mange år! Tilløbet var bare lidt langt og timingen skulle være helt rigtig. Vi har været sammen siden vi mødte hinanden på seminariet for 25 år siden og vi kender hinanden som få”.

Camilla er oprindeligt fra Karlslunde og Mick fra Helsingør. Det var lidt et tilfælde, at det blev Hornbæk de kastede deres kærlighed på.

”Vi tog herop og gik meget rundt – både i byen, men også på villavejene. Vi ville mærke ”viben” og få byen lidt ind under huden for at kunne mærke efter om det her var stedet for os. Vi kunne lide området og så et stort potentiale”.

”Vi havde aftalt, at hvis én af os ikke kunne lide det – så var det ikke være end at vi måtte flytte tilbage til København igen”.

Til at starte med var stilheden da også lidt skræmmende, men vi faldt egentlig ret hurtigt til, og nu elsker vi både stilheden, naturen.  Det modsatte får vi masser af hele sommeren med masser af gæster, liv og glade dage og gang i den!”

De startede med at købe et hus på Johannes Ewalds Vej og var begge pædagoger i mange år. Mick var i 0. Klasse på Hornbæk skole og Camilla var i en institution i Ålsgårde. Efter mange år gik de i gang med at lede efter et sted, hvor de kunne kombinere familielivet og drømmen om en kaffebar. Vi ledte i flere år og bød på flere potentielle ejendommen…dog uden held. Vi er glade for at vi ventede og Skæbnen kom os til gode.

I 2014  overtager de villaen hvor de nu bor og driver Albi’s kaffebar.

De købte huset, men var ikke engang sikre på at de ville få lov til at udleve drømmen om at gøre det til en hyggelig kaffebar. De havde bare sådan en god mavefornemmelse med stedet, og da de to gange før var kommet ”for sent” til andre egnede steder, så var de meget opsatte på, at det skulle være dette hus.

“I dag er vi så taknemmelige for at det netop blev hér, og ikke de andre steder vi havde i kikkerten”.

Ideen om Albi’s og især placeringen er bl.a. udsprunget af eget ønske om,  at der var et sted i byen der havde åbent hele året og ikke kun levede og åndede for turisterne, men som var forankret i det lokale.

Starten i Hornbæk var med henblik på at arbejde  “så lidt som muligt”. Familielivet og tid sammen er og har altid været en af de helt store prioriteter i deres familieliv – især da børnene var mindre og begge boede hjemme.

Til trods for at arbejdsdagen i dag kan nå op på 14 timer, så er alt som det skal være og familien føler at arbejde og privatliv smelter sammen på bedste vis.

I dag er Albi’s en institution i Hornbæk og alle fra nær og fjern kender stedet og ikke mindst Camilla og Michael.

”Vi har i mange år drømt om vores kaffebar og har faktisk også gået og købt ting og sager som vi kunne bruge i kaffebaren. Alt i Albis kaffebar er stort set til salg – så ser du en finurlig figur eller et fedt krus på hylden, så hør hvad det koster.

Stedet har en meget familiær og dejlig stemning hvor alle kender alle – som man oplever som gæst, men også som ansat. Privaten bruges som pause stue for de unge, der giver en hånd med i kaffebaren. De fleste er ansat sæson efter sæson. Brænder det rigtigt på og er der meget travlt, så bliver der ringet til Micks mor på 80+ og så klarer hun opvasken.

”Naturligvis er der også dage hvor vi kan blive lidt menneske-mætte, og de dage tager vi væk fra 3100. Så kører vi til Tisvildeleje og går en tur på stranden eller tager til København og besøger familie og venner”.

Familien prioriterer også at tage en lidt længere rejse minimum 1 x om året for at komme rigtigt væk og komme helt ned i gear.

”Vi er 100% hver dag, og vi elsker det. Da vores kaffebar er så velbesøgt og vi efterhånden har så mange relationer i byen, ja – så er det svært ikke at gå ned og handle uden at skulle stoppe en del gange og snakke…men vi er selv ”ude om det” – smiler Camilla.

Som Camilla og Michael selv formulerer det, så er de virkelig oprigtigt interesseret i mødet med mennesker, og det kan man som gæst godt mærke. De udviser helt naturligt omsorg og interesse for deres gæster i kaffebaren. Og er der tid til og behov for en lille snak, så er det altid okay.

Vi er meget sammen, og det fungerer rigtig godt.

Vi ved nu, hvem der skal stå hvor,  og hvem der har det overordnede ansvar for hvad. Mick styrer bl.a. kaffen med sikker hånd og Camilla er kassemester og madmor.

Camilla og Michael står meget tidligt op for at bage boller og kager, støvsuge og gøre klar til dagen, hvor alt laves fra bunden. Kaffebaren byder på dejlig morgenmad, lette frokostretter, lækre kager og god bæredygtig kaffe. Camilla og Michael er meget opmærksomme på gluten/laktosefri og ikke mindst veganske alternativer.

”Vi har været i gang i tilpas mange år og er efterhånden nu ved at være ret skarpe på, hvad vi er gode til og hvad vi har lyst til at bruge energien på. Vi har igennem årene haft en masse forskellige arrangementer så som yoga i haven, vinsmagning, og fællesspisning. Nu driver de verdens hyggeligste kaffebar og indimellem er der også musikarrangementer. “Det er noget som vores gæster rigtig godt kan lide og en begivenhed som vi personligt nyder meget”.

Hvad kunne I ønske mere af i Hornbæk?

”Overordnet set, så er der sket rigtig meget positivt siden vi flyttede hertil. Hornbæk er en by i udvikling med flere fine butikker, restauranter, hoteller, alternative tilbud, træning og velvære. Byen får tilflyttere, der virkelig vil noget med Hornbæk og som har ambitioner om at gøre tingene endnu bedre og starte nyt”.

“Vi håber og ønsker sådan, at dem med noget på hjertet, får lov til at brænde igennem”.

Vi har alle noget at byde på, og hvis her kan ske noget hele året rundt – så vil det være et kæmpe plus.

”Og det er der efterhånden bedre og bedre plads til i takt med at byen bliver mere moderne og nytænkende… og derfor mindre lokal nepotisme” – griner Mick.

”Personligt kan vi godt lide når de steder og butikker der åbner, er lokalt forankret. Flere små butikker giver et mere personligt og lokalt touch til byen”.

Hornbæk er den by i Helsingør kommune der forudsiges at få flest tilflyttere de næste år.

”Vi mærker tydeligt, at de tilflyttere der er kommet til de seneste par år, er ressourcestærke familier med masser af ønsker, forventninger og drømme om et dejligt liv i Hornbæk!

Og Hornbæk er en rigtig god by at være familie i, da her er masser af tilbud til alle.

Personligt har familien benyttet sig af både spejder, yoga og idrætsforeningens gode tilbud. Og så er der selvfølgelig de  gratis fornøjelser som også noget der står højt på familiens liste, når der skal kobles af.

Med hunden Karlsson er plantagen, søen og ture langs stranden et hit. Det samme er bølgerne og det skønne badevand… sommer som vinter. 

Hvad overraskede jer mest da I flyttede hertil?

Vi var slet ikke klar over at den der ”dem og os” mentalitet var så udbredt i byen. Den er gudskelov ved at blive udvandet i takt med at nye kræfter kommer til byen, som ikke vil lade sig begrænse.

I dag er byen meget dynamisk og folk er rigtig gode til at bakke op om nye initiativer. Har man en idé, så skal der nok være nogen der vil bidrage og hjælpe med at få bragt ideen til live.

Hornbæk er også en by, hvor man løfter blikket og hilser på hinanden. Det kan vi godt lide. Da vi flyttede her til kendte vi ingen, det er bestemt ændret nu!

Hvad mangler Hornbæk?

En skøn lille boghandel, en grønthandel med delikatesser og en fiskerestaurant som har åbent om aftenen.

Og så drømmer vi om en bedre sammenhæng mellem områderne havnen, torvet/hovedgaden og A. R. Friisvej. En form for helhedsplan for hele byen. Det er jo ikke en særlig stor by, især ikke centrum – så en bedre sammenhæng med masser af rekreative områder og stemning ville være dejligt.