Hvad:
Det Fedtede Hjørne er et Street Food marked og café tæt på stranden midt i Hornbæk. Stedet har et bredt udvalg af mad og drikke, og det er muligt at nyde sin mad både ude og inde.
Stedet er ejet og drevet af parret Kit og Søren. Og de holder åbent weekender og helligdage fra maj og frem til medio juni, herefter hver dag frem til medio august.
Åbningstider:
MADBODER
Mandag – Søndag: 12:00 – 21:00
CAFÉEN
Mandag – Søndag: 10:00 – 22:00
BAR
Mandag – Torsdag: 12:00 – 23:30
Fredag: 12:00 – 01:30
Lørdag: 12:00 – 01:30
Søndag: 12:00 – 21:00
I dårligt vejr gælder barens åbningstider for baren i caféen.
DET FEDTEDE HJØRNE
Øresundsvej 2A | Hornbæk
spu@mothergoose.dk
Webside
Alle i Hornbæk kender til stedet
Søren og Kit (begge i slut 50’erne) er makkerparret bag Det Fedtede Hjørne, og nåh ja – så har de også været par privat i 41 år.
Jeg gik til vores møde med meget lidt viden om Søren og Kit og uden en decideret agenda – udover at jeg ville blive klogere på menneskene bag det succesfulde sted, der år efter år trækker fulde huse. Jeg anede faktisk ikke hvem der stod bag Det Fedtede Hjørne før i dag.
Det blev til en spændende snak om et succesfuldt madmarked, men også om personlig udvikling, ambitioner og drømme. Det skulle vise sig at blive rammende for vores samtale, da Søren på et tidspunkt siger:
”Et menneskes læringskurve kunne i princippet stoppe sin udvikling i starten af 20’erne. Når du er i tyverne, da har du lært alt, hvad du behøver for at overleve og være fuldt ud fungerende resten af dit liv. Om det så vil være personligt tilfredsstillende, er en individuel sag…”.
Ved stranden i Hornbæk ligger spisestedet Det Fedtede Hjørne.
Her kan du nyde lækker street food i et hyggeligt udendørs område med en fantastisk sommeratmosfære. Med en overdækket spiseplads til 150 mennesker, 6 forskellige madboder, en velassorteret bar og forskellige livemusik arrangementer er Det Fedtede Hjørne det perfekte sted at tilbringe sommeren!
Det Fedtede Hjørne har i mange år været et samlingspunkt i Hornbæk. Tidligere kendt som Grill Rossignol og berømt for sine grillkyllinger, fik stedet på hjørnet hurtigt sit kaldenavn „Det Fedtede Hjørne“. I dag forbliver navnet, men derefter ophører fællesnævnerne også.
Det Fedtede Hjørne har tilladelse til elektronisk og/eller live musik 7 gange pr. sæson, og musik på pladsen er blevet et stort tilløbsstykke.
Ingen hyggetjans eller pensionisttilværelse.
Kit og Søren bor i Hornbæk og er at finde i byen eller på Det Fedtede Hjørne fra marts, hvor de begynder forberedelserne for sæsonen og frem til sommeren er slut. Deres arbejdsdag starter kl. 08 og slutter, når den sidste gæst går hjem, og pladsen er pakket sammen.
Inden pladsen er klar, og boderne åbner, da er der gået en masse planlægning forud.
Kit står for personalet og ansætter ca. 30-35 personer hver sæson. Der er madboder, der skal udlejes, og der skal findes personale bl.a. til baren. Madboderne lejes for ét år ad gangen, og der er lidt udskiftning fra år til år.
Med praktikaliteterne på plads og lidt baggrund til referat begynder Søren at fortælle mig nedenstående historie:
”Engang var der et meget succesfuldt lægepar, med egen praksis, god økonomi og en velfungerende hverdag med store børn og en veletableret vennekreds. De havde studeret i mange år og arbejdet som læger i endnu flere år, så nu sad lægegerningen på rygraden af dem – og deres dag var i høj grad præget af vaner, rutiner og ikke mindst sikkerhed.
En dag besluttede parret sig for at kaste sig ud i noget nyt, og noget de ikke kunne finde ud af og derfor skulle lære fra bunden.
De solgte således deres praksis, deres hus inkl. inventar og så købte de en stor båd. Ingen af dem havde sejlet før og de havde derfor nul erfaring med det maritime liv de nu kastede sig over.
Deres drøm var at lære at sejle så godt at de kunne sejle jorden rundt. Det kom til at tage mange dage og timer med hårdt arbejde. Parrets hjerner blev vredet og udfordret i en grad som de ikke havde oplevet i mange år. Deres drøm kunne kun gå i opfyldelse hvis de arbejdede hårdt med at lære noget helt nyt, men frem for alt hvis de ikke var bange for udfordringen”.
Hvorfor den historie har relevans, vender vi tilbage til.
Hvad er jeres baggrund?
Kit har familie i Tikøb, men selve Hornbæk eller omegn har ingen af dem boet i før.
Søren og Kit har to voksne sønner og bor på Mols – når de ikke er i Hornbæk.
På Mols har de et hus med langt til naboerne og masser af plads til at nyde naturen og gå på jagt. ”Når man halvdelen af tiden er hér, så behøver man ikke så meget gang i gaden, når sæsonen slutter. Af samme årsag er det fint at kunne trække sig tilbage til Mols, hvor vi har en lidt anden profil end ”dem, der har Det Fedtede Hjørne” – siger Søren.
De har boet 25 år i Risskov og har drevet restaurant i Skanderborg. Restauranten var dog ifølge dem selv ”mest for hyggens skyld”.
Kit arbejdede som skolelærer, da den nye skolereform blev rullet ud, og Søren solgte i samme periode halvdelen af den IT-virksomhed, som han havde skabt sammen med en partner.
Da Kit ikke kunne se sig selv fortsætte som skolelærer under den nye reform, og Søren havde lyst til at prøve noget nyt, var de åbne for nye muligheder.
Så hvorfor lige street food marked i Hornbæk?
Tilfældet skulle vise sig en dag de besøgte deres gode ven Hans i Hornbæk. De kørte med Hans rundt i byen, og da de kom til pladsen, talte de om mulighederne for at etablere et samlingssted i byen med liv og glade dage.
Og nu tilbage til historien om lægerne; for Søren og Kit havde ligesom lægeparret ikke tænkt sig at ligge på den lade side, og de greb derfor chancen og lejede pladsen. Uden nogen forhåndskundskaber udi det at drive et street food marked eller kendskab til Hornbæk. Men de kunne se potentialet, og de havde midlerne, lysten og modet til at kaste sig ud i projektet.
Derfor lever Kit og Søren i dag et liv fordelt mellem Hornbæk og Mols.
”Første år lejede vi grunden, men da vi fik mulighed for at købe den – slog vi til! Så nu er Det Fedtede Hjørne vores, og vi fortryder ikke ét sekund, at vi tog springet (ligesom lægerne) og kastede os over noget nyt. Vores læringskurve tog et ordentlig spring opad”.
”Vi har år efter år forbedret og optimeret, så vi i dag står med et veletableret og organiseret sted, hvor alle er velkommen, og det hele spiller. Vi går meget op i, at her er pænt og ryddeligt. At servicen er god, at personalet har det godt, og at her ikke ligner en losseplads, når der har været fest”.
Hvordan er I blevet modtaget?
”I det store hele rigtig godt. Men når man gør noget nyt og andet, er der altid nogle, der vil mene, at vi burde gøre noget anderledes. Om det så er udvalg af mad, lydniveau på musikken eller noget tredje… De fleste kan dog heldigvis godt se, at vi bidrager med noget vigtigt til byen og er positive stemt overfor os”.
”Hvis vi ønsker en by, der også lever i vinterhalvåret, så skal der trækkes kunder til byen i sommerhalvåret. Og det er ikke kun os, men også tøjbutikkerne, bageren og ikke mindst de andre restauranter, der nyder glæde heraf”.
De andre restauranter?
”Ja, vi er et alternativ til at gå på en af de andre restauranter i byen. Altså – de færreste sommerferiegæster og lokale for den sags skyld – gider at sidde her hver dag i hele deres ferie. Så vi er et alternativ og skaber en sund konkurrence til de andre madsteder i byen”.
“Kit og Søren har en stor kærlighed for området og for Hornbæk, og de nyder at være her og skabe forretning for byen, arbejdspladser og glæde i løbet af sommeren.”
Det Fedtede Hjørne slår dørene op for Det Andet Hjørne
I foråret 2022 overtog Det Fedtede Hjørne stedet, som før hed Café Sunday. Det ligger på modsatte side af vejen, så nu kan man sidde i tørvejr og på stole med ryglæn.
Det er muligt at få morgenmad på stedet, og man kan sidde og se ud over minigolfbanen på den dejlige terrasse. Det er muligt at købe maden fra boderne fra Det Fedtede Hjørne og tage det med over på den anden side og sidde der og spise.
I højsæsonen har baren på pladsen haft svært ved at følge med antallet af kunder, og ventetiden har været lang. Det er nu elimineret, da baren på den anden side af vejen kan servicere kunder fra begge sider.
”Vi har lejet cafeen på den anden side af gaden og glæder os til at samle aktiviteterne på hjørnet. Nu kan vi tilbyde siddepladser ude og inde – du kan bestille din mad enten ved madboderne eller i caféen og sidde hvor du vil! Med caféen har vi udvidet vores bar kapacitet betragteligt”.
Lokalet er ikke opvarmet, så om det fortsat vil være åbent, når sommersæsonen er slut, er uklart.
Den dér læringskurve.
At læringskurven for mennesket kan stoppe uden de store problemer i 20’erne er rigtigt, men personligt vil jeg ikke anbefale det.
I stedet vil jeg anbefale, at man klapper lyttebøfferne ud og lader sig inspirere, når man møder mennesker som Kit og Søren.
Lader sig inspirere til fortsat at turde tage chancer og udfordre sig selv ved at gøre ting, der umiddelbart virker skræmmende pga. manglende viden og kunnen.
Afslutningsvis spørger jeg, om de har andre spændende ting i støbeskeen, og om der måske er nogle interesser, vi skal runde, inden jeg smutter videre? Og det er der…
Kit og Søren er lidenskabelige sejlere og i efteråret 2023 drømmer de om at påbegynde en jordomsejling. Den vil blive tilbagelagt i etaper – hvor de vil flyve frem og tilbage imellem Hornbæk og båden, som de agter at gøre til deres andet hjem i så lang tid, som det måtte tage.
Tilknytningen og driften af Det Fedtede Hjørne vil fortsætte som nu, men tiden indimellem vil blive brugt på sammen at se så meget af verdenen som muligt.
Læringskurven er ikke stagneret og appetitten på nyt er stadig intakt!
Arrangementer – også for Det Fedtede Hjørne – tilføjes i kalenderen.