Anne-Mette Krifa (født Pii) sidder i bestyrelsen for vinterbadelauget og har været medlem siden 2011, hvor de dengang stod og klædte om udenfor ved kassen. Anne-Mette har fortalt os lidt om klubben for det kolde gys.

Lauget har i dag (2022) 600 medlemmer og der er pt lukket for flere medlemmer. Man kan dog skrive sig op på venteliste og man er velkommen til at bruge de udendørs faciliteter, der er. Sauna og omklædning er for medlemmer, og der er åbent 1/9 – 1/6 (dog kun sauna fra 1/10).

Klubben fik på generalforsamlingen 2021 tilsagn om at kunne gå videre med udvidelse med ny ekstra sauna og omklædning og dermed plads til flere medlemmer.

Overvejer du derfor at blive medlem, så kontakt bestyrelsen via hjemmesiden, da der er mulighed for at komme med som gæst og få adgang til omklædning og sauna. Er du med som gæst til et almindeligt medlem, så koster det 30 kr .

Foreningens formål er gennem udendørs badning hele året, primært fra oktober til april, at opnå sundhed og velvære.

Desuden er det et væsentligt formål at skabe socialt samvær og kammeratskab blandt medlemmerne. Hornbæk Vinterbadelaug er desuden medlem af Hornbæk Idrætsforening

Kom godt i gang med vinterbadning:

1. Gå aldrig alene ud at vinterbade. Hvis du får et ildebefindende, skal der være hjælp at hente. Samtidig er du sikker på at komme af sted, når du har en makker!

2. Start så tidligt som muligt på sæsonen, så kroppen vænner sig gradvist til det kolde vand.3. Tag løst tøj på, når du skal vinterbade. Det er svært at tage stramt tøj på, når kroppen er fugtig.

4. Gå baglæns ned ad vandtrappen (hvis der er sådan en). Så har du bedre kontrol, hvis du glider.

5. Træk vejret helt roligt i vandet. Begynder du først at hyperventilere, kan du risikere at besvime i vandet.

6. Prøv at bruge vådsko eller sportssko med tæer som Five Fingers-barfodssko, når du vinterbader. Så glider du ikke så nemt, når det er vådt og glat.

7. Tag en ulden hue på, så kroppen ikke afgiver for meget varme op gennem hovedet.

8. Slut om muligt badningen af med at gå i sauna. Så undgår du at blive for kold i løbet af dagen.

Lidt historie.

I 2010 blev Hornbæk Vinterbadelaug etableret ved en stiftende generalforsamling, hvor 36 personer deltog og en egentlig bestyrelse blev valgt. Inden da havde en arbejdsgruppe ansøgt og fået tilladelse til at etablere en badetrappe på Østre Mole.
De efterfølgende år blev brugt til at søge fondsmidler til badehuset, søge tilladelser hos kommune og kystdirektorat, og da tilladelserne og pengene var i hus, blev badehuset (tegnet af arkitekt Jørgen Grumstrup) planlagt og byggeprocessen kunne gå i gang.
I 2013 åbnede badehuset ude på Østre Mole tæt på badetrappen. Badehusets 24 m2 bestående af 12 m2 sauna og 12 m2 omklædning blev hurtigt populært, så medlemstallet steg hurtigt til ca. 330.

I 2017 åbnede badehusets udbygning, så det i dag er på 36 m2, dvs. at omklædningsdelen blev fordoblet. Herefter er medlemstallet eksploderet, så vi har måttet oprette en venteliste.

Hvad sker der i kroppen, når jeg vinterbader?

Turen i det iskolde vand er kort og godt chokbehandling. Kroppen nedkøles ekstremt hurtigt, og kroppens forsvar kommer på overarbejde. Blodkarrene trækker sig sammen og chokket udløser en cocktail af endorfiner og adrenalin i blodet.

Vil man gerne have de positive effekter af at vinterbade, skal man tage en dukkert ca. tre gange om ugen. Undersøgelser viser, at vinterbadere har færre sygedage, og at de generelt føler sig sundere.
Kilder: Bo Belhage, klinisk forskningslektor, overlæge dr. med. ved Københavns Universitet og Videnskab.dk

Vinterbader du, og har du lyst til at fortælle lidt om hvad det giver dig, så skriv til os!