“Der er så mange ildsjæle i den her by”

Hvem:

Louise Bjærre (42 år) og hendes mand Rune Bjærre (40 år). Familien består også af Oscar på 11 år, Clara på 8 år og hunden Herman på 2 å. Alle har siden 2021 boet i et hus på Sauntevænget, som de i sommeren 2023 blev færdige med at renovere.

Louise arbejder som forsikringskonsulent i Lærerstandens brandforsikring på 4. år, og Rune arbejder også i forsikringsbranchen. Begge børn går på Hornbæk skole. Oscar i 5 kl. og Clara i 2 kl.

Hvilke overvejelser gjorde I jer, inden valget faldt på Hornbæk?

Grunden til at vi valgte at flytte til Hornbæk, er vores store netværk af venner her i byen. Min mand har boet i Hornbæk før og vi har ofte lejet sommerhus her og brugt sommerferierne i Hornbæk. På den måde har vi kunne nyde byen og samtidigt kunne pleje vores venner.

Vi valgte også Hornbæk, da vi savnede noget mere lokalt – og en by som ikke var for stor. Ydermere så var, skolen som vores søn gik på før vi flyttede, og som vores datter skulle starte på, en stor skole med over 1200 børn, 30 børn i hver klasse – hvilket vi ikke var så trygge ved. Vi ”druknede” lidt i det.

Vi kommer fra Vallensbæk, hvor vi boede i 6 år i rækkehus. Oprindeligt er jeg fra Albertslund og min mand er fra Gilleleje.

Hvordan bruger I byen?

Vi bruger byen til at handle dagligvarer og vi bruger også de små lokale butikker. Begge vores børn dyrker en del sport i idrætsforeningen, så vi bruger sammen rigtig meget tid på ”banerne” og lægger også en del timer i frivilligt arbejde i Hornbæk Idrætsforening.

Vi elsker foreningslivet, og den fællesskabsfølelse der er, og de mange nye bekendtskaber det giver. Vores børn elsker også at hjælpe til, og sætter en ære i at hjælpe til, til f.eks. Hornbæk Cup og Fodboldens dag.

Vi spiser gerne på byens forskellige restauranter. Bodegaen især om vinteren, men også på havnen, Det Fedtede Hjørne og de mange andre tilbud der er i byen. Det er noget af det vi sætter særligt pris på, at byen tilbyder så meget forskelligt, trods byens størrelse.

Hvad synes du, at byen mangler?

I forhold til det store antal af tilflyttere til byen og særligt de mange nye børn, så er udvikling af idrætsfaciliteterne noget som vi gerne ser bliver prioriteret.

Og så glæder vi os virkelig meget til at det nye hotel åbner i 2026. Det tror vi helt klart på vil løfte byen og give byens øvrige forretningsdrivende flere muligheder. Og så glæder vi os til endnu en restaurant og en god hotelbar.

Jeg savner en helt almindelig café, hvor vi som familie kan få en god brunch og som tilbyder en god frokost. Ydermere så mangler der nogle flere legepladser.

Udvidelse af badelauget er trængende og sidst men ikke mindst, et kontorfælleskab hvor jeg/ min mand kan tage hen og mødes med andre hjemmearbejdende mænd og kvinder da jeg arbejder hjemme 3-4 dage om ugen.

Hvor kan man finde dig i byen?

Man finder mig ofte på Albi’s, idrætsanlægget og på stranden.

Hvad er særligt ved Hornbæk?

Et godt lokalmiljø, hvor de fleste kender hinanden, den fantastiske natur og så syntes jeg at Hornbæk er en by som tilbyder rigtig meget trods størrelsen. Bl.a. antallet af restauranter, butikker, skov, strand, sø og ikke mindst vores havnemiljø- som jo om sommeren er helt fantastisk med vores havnefest.

Sommer i Hornbæk er fantastisk!

Hvad har overrasket dig ved byen?

Jeg har fået indblik i alle de ildsjæle som gør noget for byen. Om det er fodbold, surf, havnefest, gymnastik, basket – så er det imponerende at se det fællesskab som byen leverer og som de lokale ildsjæle driver. Det er fantastisk og det er noget os unge mennesker/tilflyttere, skal hjælpe med at bevare.

Hvad vil du sige til andre der overvejer at flytte til Hornbæk?

At der er et godt fællesskab i byen, gode sportsmuligheder for børn, en skole med små klasser og en fantastisk klub ‘PUK’.

Jeg skal også huske, at sige at du skal være tålmodig, da du skal køre til det meste uden for Hornbæk. Heldigvis har vi lidt “storby” i Helsingør som ligger tæt på, men det har jeg selv skulle vænne mig til. Det har tæret lidt på mit spontane jeg.

Hvis du var politiker og havde kr. 25.000 til brug i 3100?

Så ville jeg give dem til Puk som er fritidsklub/ungdomsklub her i Hornbæk. Som så kunne drøfte med børnene, hvad de havde brug for.

Hvis jeg havde 1 mill. og var politiker og skulle bruge dem i Hornbæk, så skulle Puk have halvdelen og resten skulle bruges på aktiviteter til byens børn og unge. Det kunne f.eks. være et sted med indendørs aktiviteter, med en klatrevæg til de unge i byen og lign.

Eller måske et sted hvor forældre på barsel kunne komme og ”hænge ud”, og hvor de små kunne tumle rundt, imens mor/far drikker kaffe. Et sted hvor der var plads til alle, store om små og som måske ville hjælpe på at få vinteren til at føles lidt kortere 😊