Flere og flere yngre og ressourcestærke mennesker er flyttet herop. Det skaber en fed dynamik i byen med alle de entreprenante og kreative typer, der aktivt deltager i at udvikle byen.
Hvem:
Katrine Leerhøj ejer af den lokale tøjbutik Garage Cph og Søren Aaby der har været professionel skateboarder i 10 år i USA og driver nu reklamebureauet Add Lemon.
GARAGE cph ligger ved siden af deres hyggelige hjem på Havnevej.
GARAGE cph er et designeroutlet, hvor du kan finde aktuelle varer fra tidligere sæsoners kollektioner fra dine yndlingsdesignere fra ind og udland. Sortimentet er nænsomt håndplukket af ejer og grundlægger Katrine Leerhøj og kommer fra producenternes/mærkernes egne lagre.
Tjek også deres webshop.
Hvorfor valgte I netop Hornbæk?
Nogle gange tager skæbnen ’en steder hen man ikke lige havde forudset. Sådan var det også for os da vi i 2019 rykkede teltpælene op og flyttede fra byen til Hornbæk.
På daværende tidspunkt boede vi i en skøn højloftet herskabslejlighed lige ved siden af Kastellet og havde egentlig alt hvad vi kunne drømme om. Dog boede vi til leje, så efter at have testet vores forhold af i et par år, var vi klar til at investere i en bolig sammen.
Søren er ejer af reklamebureauet Add Lemon og jeg havde to år forinden åbnet butikken GARAGE cph på Grønningen hvor Søren også har kontor. Vi var både etablerede og glade for vores område og tanken var derfor at finde en lejlighed i samme hood vi kunne investere i.
Når man bare ikke kan lade være …
Skæbnen ville dog at jeg en dag fik besøg af en god veninde der kendte til vores boligplaner. Hun fortalte at der var kommet det yndigste hus til salg i Fiskerlejet i Hornbæk og at der tilmed var en garage bygning der hørte med som erhvervsdel. Mit første udbrud var ” jeg skal fanme ikke flytte til Hornbæk” og så var den ligesom lukket der. Alligevel var der tændt en nysgerrighed i mig og jeg listede mig derfor til at google ejendommen .. wauh, det så godt nok hyggeligt ud på billederne og så lå huset lige ved stranden som vi begge holder så meget af.
Vi bestilte derfor en fremvisning, og på de 20 minutter den varede, var vi solgt og var slet ikke i tvivl om at det var det vi ville.
Hvad er det så for et liv I lever i dag her i Hornbæk?
“Jamen, det er på mange måder et mere roligt liv – ikke fordi der ikke foregår noget heroppe, for det gør der – men mere fordi naturen giver den ro. Vi har både hav og strand lige udenfor døren samt skoven et stenkast herfra.
Sommerhalvåret er selvfølgelig helt specielt heroppe – lys, liv og glade dage og for mit vedkommende den travleste tid på året. Jeg har nemlig flyttet min butik herop i den lille garage der hører til huset. Det fungerer virkelig godt og det er en stor luksus at have 10 sekunder på arbejde (før havde jeg 48 sekunder.. ha ha…) og så møde så mange søde og glade kunder hver dag”.
Hvad har overrasket dig mest ved byen?
“Om vinteren nyder vi stilheden og de mange muligheder der er for at dyrke de utrolig søde mennesker der bor her.
Heldigvis har der de senere år været en tendens til at flere og flere yngre og ressourcestærke mennesker er flyttet herop. Det skaber en fed dynamik i byen med alle de entreprenante og kreative typer der aktivt deltager i at udvikle byen og får den til at fungere som en attraktiv helårsdestination”.
Og så nyder vi at lige netop vores hus ligger midt i byen, en spytklat fra havnen og den gamle “skurby”, stranden og det vanvittig hyggelige fiskerleje.
“Vi bruger byens tilbud hele året rundt. Om sommeren leves livet meget på stranden, på det Fedtede Hjørne og på havnen og om vinteren elsker vi at sidde i de grønne lædersofaer på Bodegaen, ved pejsen på Hansens eller på Hornbækhus der emmer af hygge og kvalitet.
Hvad vil du sige til dem, der overvejer at flytte hertil?
Hornbæk er modsat sit rygte en meget nem by at flytte til.
Vi vil gerne hinanden heroppe på tværs af generationer og klasseskel, landliggere og fastboende. Vi er stolte af vores by og vi elsker at flere har fået øjnene op for kvaliteterne heroppe hele året rundt”.