En fortælling om drømme, passion for det smukke og livet i Hornbæk.
Hvem:
Pia er født i 1963. Af Inge Levin og John Andersen på en stille villavej i Lyngby. Hun er storesøster og har flere søskende, som hun elsker højt. I dag er Pia gift på 30. år med Jens Schirmer, med hvem har 3 skønne børn. Og så er de tilflyttere til Hornbæk.
“Jeg har altid været nysgerrig og opfindsom, og nogle ville sige at jeg er let at begejstre. Mit job i rejsebranchen og som stewardesse i SAS har vist mig store dele af verden. Og mit job som psykoterapeut har holdt mig på jorden og lært at se indad og se en helhed i mennesket”.
Se de smukke ting som Pia forhandler i sin forretning Ottilias Interior her.
Jens og Pia flyttede ind i februar 2023 og bor her sammen med deres hund Luna
I år besluttede Pia og hendes mand Jens sig for at flytte fra Helsingør og forfølge drømmen om Hornbæk. Efter 35 år og livet med 3 børn Emilie, Sebastian og Sofie i og omkring Charlottenlund har de nu fundet et sted i Hornbæk, som de holder meget af.
Hornbækliv møder Pia på en halvgrå november formiddag i deres dejlige hus i Saunte, der emmer af kærlighed, skønhed og sanselighed. Hendes fantastiske evne for indretning og stærke visuelle sans træder tydeligt frem, når man træder indenfor.
Der går ikke lang tid, før jeg indser, at den her snak bliver lidt anderledes end de andre interviews jeg har lavet med tilflyttere. Vores kemi er god, og vi taler om stort og småt. For at få essensen af vores snak med og få givet et retvisende billede af de mennesker jeg taler med, så prøver jeg at bruge deres ord og vendinger for at være så tro mod personerne som muligt.
Så her kommer en fortælling om Jens og Pia – tilflyttere til Hornbæk.
Hvorfor valgte I så at bosætte jer I Hornbæk?
”Hornbæk har sin egen magi. Noget med lyset, plantagen og havet. Det er et sted, hvor naturen byder på små lykkeglimt, der har en indvirkning på sjælen”, siger Pia.
Vejen til Hornbæk
Inden parret slog rødder i Hornbæk, var byen ikke blot et sted på landkortet; det var et sted fyldt med velkendte ansigter og minder fra tidligere besøg. Men når man ser på Pia og Jens’ netværk, bliver det tydeligt, at deres forbindelser strækker sig langt ud over de lokale grænser. Pia og Jens har et omfattende netværk, både personligt og erhvervsmæssigt, som er en vigtig del af deres liv og fortælling. Det er et netværk, der er vokset gennem årene og strækker sig fra lokale bekendtskaber til internationale forbindelser. De værdsætter hver eneste forbindelse, og for dem er hver person, de møder, er en ny spændende historie. Den indgangsvinkel har de også til deres nye by Hornbæk, og de mennesker de møder her.
Som en ekstra dimension i deres tilknytning til Hornbæk, havde Pias bedsteforældre et sommerhus i Saunte i mange år. Hornbæk har været en del af familiens historie og har skabt bånd til området på tværs af generationer.
Hvordan er I blevet modtaget?
”Byen fungerer nærmest som en scene, hvor enhver, der har lyst, kan træde frem og blive en del af det fællesskab, der definerer Hornbæk. Det er et sted, hvor det lokale og det globale mødes, hvor verden bliver lille, og båndene mellem mennesker bliver stærke. Indenfor kort tid blev jeg inviteret til iværksætternetværk, musikarrangementer og vinterbadning – så der er masser at give sig til hele året rundt”.
At nyde livets små glæder i Hornbæk
”Vi har ikke blot valgt at bo i Hornbæk; vi har forelsket os i byens charme og dens særegne kvaliteter. Vi sætter pris på de små lækre steder, der udgør byens sjæl, som vores seneste kulinariske oplevelse på Hornbækhus. Fællesspisning på Hornbækhus er en fornøjelse, der når ud over gastronomien; det er en mulighed for at fordybe sig i fællesskabet”.
Drømmen om et medlemskab i vinterbadeklubben er stadig på ønskelisten, og selvom der er venteliste, tøver de ikke med at deltage som gæster.
Globalt udsyn og kærligheden til det nære
Pia og Jens har formået at skabe en balance mellem det lokale og det globale i deres liv i Hornbæk.
”Fra en ung alder blev jeg sendt ud i verden af min far, en af datidens store rejsekonger, for at lukke aftaler med hoteller og opdage nye rejsedestinationer. Jeg har stået på egne ben fra en meget ung alder og har måtte finde min egen vej og stil. Dialog og åbenhed har været mine redskaber til at skabe langvarige relationer på tværs af landegrænser og kulturer. Åbenhed og kommunikation er vejen frem – også i 3100”.
Ottilias interior
”Den gode relation og min store fascination af forskellige kulturer og arv, har skabt fundamentet for mit vintageunivers på Instagram, Ottiliasinterior. Jeg driver den lille eksklusive butik, Ottilias Interior, hvor jeg personligt samler unikke keramiske mesterværker fra Spanien, kendt som Fajalauza, og vintage skatte fra franske markeder. Jeg skyer ingen midler for at finde skatte – selv en skummel parkeringskælder viste sig at være et skatkammer af keramik og sjældne fund. Spørg bare min mand, som heldigvis er med på mine
eventyrer!
”Jeg arrangerer også ‘Åben lade’ i min skønne gamle lade i Holmene sammen med en håndfuld kreative kvinder, som arrangeres et par gange årligt. Du kan følge med på Instagram, hvornår næste arrangement finder sted”.
”Jeg mener, at min åbenhed og imødekommende natur har åbnet døre for berigende oplevelser. Min butik, Ottilias Interior, er et mikrokosmos af min livsfilosofi, interesse for unikke smukke sager, kærlighed til livet og evnen til at finde glæde i små ting”.
“Fajalauza keramik er en form for keramik, der har sine rødder i byen Granada i Spanien. Produceret på en familiedrevet fabrik, der gik i arv i generationer lige indtil der ikke var flere arvinger til foretagendet. Denne særlige type keramik er kendetegnet ved sit traditionelle håndværk og dekorative mønstre. Fajalauza-keramik er ofte håndmalet og glaseret for at skabe unikke og farverige designs. Typisk inkluderer mønstrene geometriske former, blomstermotiver og arabeske indflydelser, der afspejler områdets historie og kultur“.
Tiden bliver delt mellem Andalusien og Hornbæk
“Den spanske finca på toppen af de andalusiske bjerge,” som vi har ejet i snart 4 år, er et magisk og naturskønt sted midt i den vilde natur i Andalusien, som vi elsker at tage til. “For mig er det de små ting, der betyder mest – sanselighed, kærlighed, skønhed og kommunikation styrer ikke kun min forretning, men også mit forhold til Hornbæk og Andalusien”.
”I dag, når vi reflekterer over beslutningen om at flytte til Hornbæk, fyldes vores hjerter med dyb tilfredshed og glæde. Byen har ikke blot mødt, men overgået vores forventninger. Der er ikke noget, vi savner, når vi er omgivet af Hornbæks unikke atmosfære.
For os er Hornbæk mere end blot et sted; det er en livsstil, en følelse af hjem og fællesskab, der ikke kan erstattes. At kunne veksle mellem det lokale og nære i Hornbæk, og den landlige idyl i Andalusien skaber en perfekt balance for os.”
Er der noget I savner i Hornbæk?
Hornbæk er vidunderligt sted. Det eneste vi savner, er vores børn, børnebørn og svigerbørn. De kommer heldigvis meget ofte, da de elsker at besøge os og gå smukke ture i plantagen, bade langs kysten og spise en is hos Hansens.