Den 28. november åbner der en strikkebutik på Ndr. Strandvej 325B (ved siden af Hornbæk Kunsthus), og den hedder Nordcraft.

Bag den nye butik står Cecilie og Trine, som har fundet hinanden gennem sang og strikketøj og nu gør de alvor af en fælles drøm. Men Nordcraft bliver mere end en garnbutik. De to kvinder vil skabe et sted, hvor håndarbejde, kreativitet og menneskeligt samvær går hånd i hånd.

Cecilie Byder Collin

Bor i Hornbæk og har gennem mange år arbejdet i film- og tv-branchen, blandt andet hos Nordisk Film. Er uddannet psykoterapeut og medstifter af Center for Godt Ungdomsliv, hvor hun arbejder med børn og unges mentale trivsel med særligt fokus på forældrenes rolle og familiens relationer. Driver desuden sin egen virksomhed, Cecilie Byder, og har været engageret i det lokale kulturliv, blandt andet Hornbæk Jazzklub.

Trine Blücher Brun

Bor tættere på Gilleleje. Er cand.mag. og uddannet psykoterapeut med mange års erfaring fra dansk erhvervsliv, hvor hun blandt andet har arbejdet med lederudvikling og rådgivning af topledere. Driver virksomheden Blücher & People, som hun grundlagde i 2008. Har desuden gennemført den certificerede grunduddannelse i craftpsykologi hos psykolog og ph.d. Anne Kirketerp – en uddannelse hun glæder sig meget til at få i spil i Nordcraft!

Fælles for de to

Trine og Cecilie lærte hinanden at kende i Hornbæk Kvindekor, hvor de begge synger sopran. En fælles interesse for strik, håndarbejde og menneskers trivsel førte til idéen om Nordcraft, som de nu ejer og driver sammen.

Nordcraft åbner lørdag den 28. november 2026 med åbningsreception kl. 10.00–15.00.

Der er papir for vinduerne, tomme reoler langs væggene og byggematerialer og værktøj spredt ud over gulvet. Det kræver en smule fantasi at forestille sig, at lokalerne om ganske kort tid skal være fyldt med farverige garnnøgler, bløde materialer og alt det andet, der hører til i en velassorteret strikkebutik.

Trine og Cecilie tager imod Hornbækliv midt i arbejdet med at indrette deres nye butik, og selvom der endnu er et stykke vej til det færdige resultat, er de ikke i tvivl om, hvordan det skal ende. De fortæller ivrigt, supplerer hinanden og griner undervejs, mens vi står midt i byggerodet og taler om planerne for Nordcraft.

Forbi Brugsen – i retning mod Helsingør. Lokalerne husede tidligere et galleri, og med den nye butik får Hornbæk igen en garnforretning. Det er efterhånden nogle år siden, byen sidst havde en strikkebutik, som dengang var både populær og velbesøgt, og som mange stadig savner. Selvom der findes garnbutikker i både Gilleleje og Helsingør, har Hornbæk manglet sin egen, og mon ikke der er en del lokale strikkere, som glæder sig over nyheden.

Men Nordcraft bliver ikke en helt traditionel garnbutik. Trine og Cecilie har planer om at lade den favne flere former for håndarbejde og samtidig skabe rammerne for, at mennesker kan mødes om deres kreative interesser.

Fra korprøver til butiksdrømme

De to kvinder lærte hinanden at kende i Hornbæk Kvindekor. Her opdagede de hurtigt, at de delte en interesse for strik, og begge havde ofte garn og strikkepinde med til korprøverne.

Det blev begyndelsen på et venskab, hvor samtalerne efterhånden kom til at handle om meget mere end strikkeopskrifter og garnkvaliteter. De var begge optaget af, hvad det gør ved mennesker at arbejde kreativt, og hvordan håndarbejde kan danne udgangspunkt for både fordybelse og fællesskab.

På et tidspunkt begyndte de at tale om, hvor dejligt det kunne være at have deres eget sted. En butik med garn og andre kreative produkter, men også et sted, hvor folk kunne mødes, få hjælp, udveksle erfaringer og inspirere hinanden.

Ingen af dem har tidligere drevet butik, og selvom de har stor erfaring med mennesker fra deres respektive arbejdsliv, er der meget nyt at lære, når man pludselig skal stå for vareindkøb, indretning, lagerstyring og alt det andet, der følger med at drive en forretning. Det tager de dog med godt humør og en fælles forståelse af, at butikken også skal have lov til at udvikle sig hen ad vejen.

De griner begge, da de fortæller om, hvordan idéen voksede frem. Det minder dem nemlig om barndommens lege, hvor man med stor alvor kunne beslutte, at nu legede man butik.

“Og så sagde vi, at vi åbnede en butik!”

Bag den legende idé ligger dog en ganske seriøs ambition, som bygger på den voksende viden om, hvordan håndarbejde og andre kreative aktiviteter kan have en gavnlig indvirkning på menneskers mentale trivsel og livskvalitet.

Craft – mere end håndarbejde

For selvom strik bliver omdrejningspunktet i Nordcraft, har Trine og Cecilie valgt et navn, der rækker bredere end garn og strikkepinde. Det engelske ord craft dækker over en bred vifte af håndværksmæssige og kreative aktiviteter, og ambitionen er med tiden også at give plads til blandt andet hækling, tufting og origami m.m. Fælles for aktiviteterne er glæden ved at arbejde med hænderne, fordybe sig i en proces og opleve tilfredsstillelsen ved selv at skabe noget.

Den interesse er ikke kun kreativ, men også fagligt funderet. Trine har gennemført en certificeret grunduddannelse i craftpsykologi hos psykolog og ph.d. Anne Kirketerp, som har forsket i, hvordan håndarbejde og håndværk kan bidrage positivt til vores mentale trivsel. En af pointerne er, at aktiviteter, hvor hænderne er beskæftiget, kan hjælpe os med at finde ro og samle opmærksomheden om noget konkret. De gentagne bevægelser i eksempelvis strikning kan virke beroligende, mens arbejdet med en passende udfordring kan føre til den særlige fordybelse, man kalder flow, hvor man bliver så optaget af det, man laver, at tid og sted næsten forsvinder.

Det er en tankegang, der giver god mening i en hverdag, hvor meget af vores opmærksomhed er rettet mod skærme, sociale medier og en stadig hurtigere digital udvikling. Måske er det netop derfor, at håndarbejde igen appellerer til så mange. Her er processen lige så vigtig som resultatet, og man kan se og mærke, hvordan noget langsomt tager form mellem hænderne. Samtidig er det en beskæftigelse, der både giver plads til at være alene med sine tanker og til at være sammen med andre, uden at samtalen nødvendigvis behøver at være i centrum.

For Trine og Cecilie er netop kombinationen af fordybelse og samvær væsentlig. De ønsker, at Nordcraft skal være et sted, hvor interessen for håndarbejde bringer mennesker sammen, og hvor der er plads til både den erfarne strikker og den, der endnu ikke har lært at slå sine første masker op.

Drømmen om strikkernes Sams Bar

Da jeg spørger Trine hvordan hun forestiller sig Nordcraft om ét, to eller fem år, griner hun. Idéerne og ambitionerne fejler bestemt ikke noget, men lige nu er opmærksomheden først og fremmest rettet mod at få butikken godt fra start og lære kunderne og deres ønsker at kende. På længere sigt har de dog en ganske klar forestilling om, hvilken rolle Nordcraft gerne må få i Hornbæk, og de er ikke blege for at kalde ambitionen strikkernes svar på Sams Bar.

Med den velkendte bar fra tv-serien Sams Bar som forbillede drømmer de om et sted, hvor man føler sig hjemme, bliver genkendt og naturligt falder i snak med andre, uanset om man kommer jævnligt eller blot lægger vejen forbi. Det skal være lige så oplagt at kigge ind for at få hjælp til en vanskelig strikkeopskrift eller høre, hvad andre har gang i, som det er at komme for at købe garn.

En del af planerne er allerede ved at tage form. Trine og Cecilie vil blandt andet arrangere månedlige kreative aftener med tilmelding og billetkøb, hvor deltagerne kan få inspiration og undervisning i forskellige teknikker. Derudover bliver der mere uformelle husflidsaftener og strikkesammenkomster, hvor man kan medbringe sit eget håndarbejde, få hjælp undervejs og deltage, når tid og lyst tillader det, uden nødvendigvis at skulle forpligte sig til et fast hold.

De håber desuden at få lokale håndarbejdsentusiaster med på idéen, så mennesker med særlige færdigheder inden for andre kreative discipliner kan bidrage med deres viden og måske stå for nogle af arrangementerne. Hvilke aktiviteter der bliver størst interesse for, vil tiden vise, og de to kvinder lægger vægt på, at programmet ikke skal være fastlagt på forhånd, men gerne må udvikle sig i samspil med dem, der kommer i butikken.

På den måde er ambitionen om strikkernes Sams Bar også ganske konkret: At Nordcraft med tiden bliver et sted, hvor kunderne ikke kun lærer nye teknikker, men også lærer hinanden at kende.

Garn, keramik og plads til at slå sig ned

Trine og Cecilie har allerede været på de første indkøbsture og glæder sig til at få garn pakket ud og fordelt på butikkens hylder, hvor de skal suppleres af strikketilbehør og et udvalg af andre kreative produkter. Blandt andet har de indgået et samarbejde med lokale Nordlys i Hornbæks hovedgade, hvis keramik også vil være at finde i Nordcraft, ligesom der bliver plads til mandala-malebøger og andre produkter, der henvender sig til dem, som har lyst til at udfolde sig kreativt uden nødvendigvis at have et strikketøj mellem hænderne.

Endnu er der dog et stykke vej til den færdige butik, og venner og familie er trådt til for at hjælpe med indretningen, som er i fuld gang, da Hornbækliv kommer på besøg. Mens vi taler, bliver der blandt andet taget mål til en indbygget bænk ved et bord, hvor kunderne skal kunne sætte sig med deres håndarbejde, og rundt omkring i lokalet arbejdes der på at få plads til både en stor disk, garnreoler og den nødvendige opbevaring.

Selvom meget endnu kun eksisterer som planer og opmålinger, er det tydeligt, at Trine og Cecilie har gjort sig mange tanker om indretningen. Butikken skal selvfølgelig fungere som forretning, men de ønsker samtidig at skabe nogle hyggelige og uformelle rammer, hvor der er plads til at sætte sig et øjeblik, hvis man har lyst til det.

Nyt liv i den kreative del af Hornbæk

Med Nordcraft som nærmeste nabo til Hornbæk Kunsthus er der efterhånden ved at tegne sig et lille kreativt miljø i en del af byen, som tidligere har levet en forholdsvis stille tilværelse. Kunsthuset har allerede fået en fin start, og med den nye butik kommer endnu en anledning til at lægge vejen forbi området, hvad enten man bor i Hornbæk eller kommer på besøg udefra. At der samtidig er mulighed for at parkere lige uden for døren, gør det nemt at kigge ind, også for kunder fra oplandet.

I første omgang bliver det Trine og Cecilie selv, der står bag disken, og i vinterhalvåret vil butikken som udgangspunkt holde åbent fra onsdag til lørdag. Til sommer forventer de at udvide åbningstiderne, men både dem og butikkens øvrige aktiviteter vil løbende blive tilpasset efter kundernes ønsker og behov.

Åbningsreception den 28. november

Inden da venter dog nogle travle uger, hvor de sidste detaljer skal falde på plads, og selvom der fortsat er nok at tage fat på, glæder de to kvinder sig til at åbne dørene og byde de første kunder velkommen.

Lørdag den 28. november kl. 10.00–15.00 inviterer Trine og Cecilie til åbningsreception i Nordcraft, hvor der vil være bobler og mulighed for at se den nye butik, hilse på de to indehavere og høre mere om deres planer.

Frem til åbningen kan man følge med i forberedelserne og få nyt om butikken og kommende arrangementer på deres Instagram @nordcrafhornbaek

Screenshot