Vi drømte om at bo ved havet, og vi ville især gerne bo i et lille og tæt community. Det fik vi indtrykket af, at vi kunne finde i Hornbæk.
Hvem:
Alexandra Rønde Thielke, gift med Rasmus Veggerby, og børnene Carl på 4 år og Oli på 2 år. Rasmus og Alexander ejer og driver et kreativt bureau – Twentyfive & Thirty, og det har de gjort siden 2015. De er desuden medejere i La Cabra Coffee Roasters og Pond Cph, som sælger badetøj til mænd.
Familien flyttede til Hornbæk i januar 2021, og Hornbæk Liv har talt med Alexandra om, hvordan det har været at hive teltpælene op på Nørrebro og flytte til 3100.
Hvorfor valgte I netop Hornbæk?
Vi har boet på Nørrebro i et par år, og inden da rejste vi rundt i 2 år, men vi boede mest på Bali. Vi drømte om at bo ved havet, og vi ville især gerne bo i et lille og tæt community. Det fik vi indtrykket af, at vi kunne finde i Hornbæk. Vi faldt for den lille hyggelige by, den fantastiske kyst og den smukke plantage
Hvilke overvejelser gjorde I jer, inden valget faldt på Hornbæk?
Afstanden til København har været et tema, da jeg altid har boet i København og elsker byen. Jeg havde derfor – og har stadig – en frygt for at føle mig ensom i et hus heroppe. Der er dog så mange ting på plussiden – fx plads til at udfolde sig og ikke mindst naturen. Og så er det også bare godt at tage nogle chancer en gang i mellem.
Hvad har overrasket dig mest ved byen?
Det sociale liv og hvor gæstfrie og imødekommende folk er. Jeg blev hurtigt inviteret med til træning med nogle andre piger og inviteret med ud at surfe – og det er på trods af en corona-tilstand, så det tager jeg som et rigtig positivt tegn.
Det har også overrasket mig positivt at opleve, hvor mange børnefamilier her er. Det er så skønt!
Er der noget du godt ville have vidst, inden du flyttede hertil?
Havde vi vidst, hvor meget byen har at byde på af sociale aktiviteter, og hvor mange gode pasningsmuligheder her er, ja – så var vi nok flyttet herop tidligere. Her er overraskende mange børnefamilier – det var en kæmpe positiv overraskelse for os.
“Vi har boet mange forskellige steder, men her i Hornbæk synes vi at vi har fået opfyldt mange af vores ønsker og drømme om et godt sted at slå sig ned med familien”.
Hvordan bruger I byen som familie?
Jeg har været med på et pige-crossfithold et par gange om ugen, og vores dreng er meldt til børnesurf. Vi er faktisk alle meldt ind i Hornbæk Surfklub, som er velfungerende, populær og har nogle hyggelige arrangementer. Jeg er gammel tennisspiller, så jeg skal også med i tennisklubben på et tidspunkt. Og mon ikke der kommer mere, når vi nu næsten er på den anden side af Corona.
Har du nogle gode råd til andre familier, der overvejer at flytte hertil?
Vi tog herop et par søndage og brugte tid i byen. Vi bevægede os rundt i kvartererne. Det synes jeg gav en rigtig god fornemmelse for stedet. Vi er endt med at bo i planetkvarteret (Plantagevej), og der tror jeg ikke, at jeg ville have kigget, hvis jeg kun havde kigget på et kort.
Hvor søgte I information om byen?
Vi tog herop nogle gange og sad hos bageren og hos Albi’s (lokal café) og kiggede på mennesker for at se, om her var unge familier ligesom os selv. Vi ville sikre os, at det ikke var pensionistland. Og så var der ikke så meget at finde på nettet – nærmest ingenting. Jeg er glad for, at der endeligt er et sted, hvor man mere samlet kan læse om byen og indbyggerne, og jeg håber, at Hornbæk Liv kan inspirere andre familier til at tage springet og rykke nordpå.
Hvor i byen finder man oftest dig og familien?
På vandet og på Strandlegepladsen, der begge er yndlingssteder for hele familien. Jeg prøver også at tage en fast torsdagsmorgenkaffe på Albi’s, efter at jeg har afleveret ungerne.
Hvad synes du, at byen mangler?
Jeg synes jo egentlig, at her alt, men jeg må nok indrømme, at jeg savner en rigtig god cappuccino! Alexandra er medejere i La Cabra Coffee Roasters – så hun ved, hvad hun vil have i sin kaffekop.