“Skynd jer at flytte til Hornbæk, inden huspriserne stiger igen!”

Hvem:

Helle Thygesen (48) hendes mand Sebastian (52) samt sønnerne Axel (17) og Viggo (9).
Vi flyttede til Hornbæk i november 2018 og bor i Holmegårdskvarteret tæt på idrætshallen. Viggo startede i 0.klasse på Hornbækskole i 2020 og Axel fortsatte på den skole han allerede gik på, Nygård skole (specialskole for børn med Autisme).

Da vi flyttede til huset, var Holmegårdskvarteret lidt et guldbryllupskvarter, men i den tid vi har boet her, har der været en stor tilstrømning af nye børnefamilier. Det har hevet aldersgennemsnittet gevaldigt ned på vores vej… nu er vi blandt de modne par der er på vej mod sølvbrylluppet. Læs om Hornbæks forskellige kvarterer her.

Hvilke overvejelser gjorde I jer, inden valget faldt på Hornbæk?

Vi boede i en lejlighed i centrum af Helsingør før, der havde vi boet i næsten 8 år og før det boede vi på Nørrebro og København NV. Så da vi gik i gang med at kigge på hus startede vi i Helsingør, men var også lidt lokket af ’sommerbyen’ 20 min. længere op af kysten. Vi er kommet der en del gennem de 8 år vi har boet i Helsingør, men var i tvivl om det alligevel var for langt væk. Samtidig havde vi langt om længe fået et netværk i Helsingør, og var lidt nervøse for at ’starte forfra’. Men vi var også på udkig efter et sted med en mindre skole end det vi kunne finde i Helsingør, til vores yngste. Og så skulle det være tæt nok på den ældstes skole så han kunne blive gående der.

Hvad har overrasket dig mest ved byen?

Vi var som sagt lidt nervøse for at skulle starte forfra i forhold til netværk lokalt, da ’Hornbækkere’ dengang havde lidt et ry for at lukke sig om sig selv. Den frygt blev meget hurtigt gjort til skamme, det er en lille by hvor de fleste kender hinanden, men også en by hvor folk gerne vil fællesskabet, og søger det, især de fastboende. Om sommeren er byens indbyggertal næsten fordoblet med sommerhusgæster og turister, hvilket gør byen levende. Men dermed ikke sagt den er død om vinteren, der har vi den bare mere for os selv. Der er rigtig mange ting man kan opsøge hvis man vil være social i Hornbæk. Idrætsforeninger, Vinter Badelauget, Surf Klubben, Hornbæk-spejderne, fællesspisning på Hornbækhus, hygge på café Albi’s hos Camilla & Michael, facebookgruppen: ’De skønne damer af Hornbæk’, damekoret med meget meget mere.

Hvordan bruger I byen?

Viggo går til Spejder hos ’Hornbæk-spejderne Store Bjørn’, er lige begyndt til basketball i hallen ’Hornbæk Heat’ og glæder sig til han lige om lidt kan starte på PUK, klubben overfor Netto, han har gået og talt ned siden han startede i 0. klasse (man starter i slutningen af 3. klasse). Vi nåede derned med Axel til fællesspisning et par gange med de andre forældre, inden corona lockdown, men han kom desværre aldrig rigtig tilbage igen derefter.

Axel har fritidsjob i Super Brugsen, som han fik efter et praktikophold i 9. klasse. Han træner også i Hornbæk forenings fitness.

Sebastian er gruppeleder for Hornbækspejderne, og medlem i bestyrelsen. Derudover er han også med i Surf Klubbens bestyrelse, hvor han er SUP instruktør. Da vi flyttede til Hornbæk havde han aldrig stået på et SUP board før. Men i foråret 2020 fik vi en prøvetime heroppe hos Flemse (SupSpot på Havnevej), og siden da har han været hooked. Derfor har vi nu en stor vennegruppe der alle er medlem i Surf Klubben.

Jeg selv startede et lille privat udendørs træningshold tilbage i marts 2019 hvor vi træner hver lørdag morgen, efterfulgt af en dukkert i havet og tit også en morgenmad på cafe Albi’s i hovedgaden. Da vi flyttede hertil i 2018 gik jeg aldrig i vandet, kun når det var over 30 grader, men i takt med flere og flere hoppede i bølgen efter træning om sommeren, endte jeg med også at overgive mig. I oktober 2019 synes min veninde at det var på tide med et lidt koldere dyp, og så blev jeg hurtigt afhængig – så nu vinterbader jeg på 5 sæson. Efter 2 år på venteliste, var jeg så heldig også at få en nøgle til Hornbæk vinter badelaug. Jeg bader næste hver dag året rundt.

Vi bruger også plantagen og stranden meget, året rundt. Mødes med venner, laver bål, tager på vandretur, fællesspisning på Hornbækhus, shelterture, sover i telt mm. Jeg startede også med at strikke efter vi flyttede herop, og var til strikkeklub på Hornbækhus – nu har vi lavet vores egen lille strikkeklub. Jeg har også deltaget nogle gange på Hornbækhus kunsthåndværkermarked hvor jeg har solgt hjemmelavet armbånd, julepynt, toilettasker og hvad jeg ellers finder på.

Vi har fået et kæmpe netværk heroppe, gennem Surf klubben, træningsholdet, Viggo’s skole, Spejderne, Hornbæk damegruppen, Badelauget mm.

Hvad er det for en virksomhed du har?

Jeg er uddannet grafisk designer og har haft virksomheden Nord Kommunikation ApS sammen med Jesper Eistrup i 8 år, vi laver alt inden for grafisk design og grafisk produktion. Vi er begge uddannet fra Den Grafiske Højskole, jeg på den kreative etage og Jesper på den med teknik, økonomi og ledelse. Vi driver et kontorfællesskab inde i Helsingør, NordBo, hvor der sidder 13 i alt. På den måde har vi kollegaer og fællesskab – og faglig sparring.

Se Helles virksomhed samt kontorfællesskab på nordkommunikation.dk og nordbo.nu

Hvordan kom du i gang med OOLLOO?

Da vores ældste søn blev udredt med autisme, i 2015, 8 år gammel, fandt vi ud af han godt kunne lide struktur – at vide hvad der skal ske og hvornår. Der var mange der anbefalede piktogrammer til at skabe den nødvendige struktur. På daværende tidspunkt var udvalget begrænset, bøvlet og ikke særlig pænt – og som grafisk designer og et visuelt menneske kunne jeg ikke rigtig forlig mig med hjemmeprintet, lamineret piktogrammer på velcrostrimler og elefantsnot. Synes hurtigt ens hjem lignede en hjælpemiddelcentral. Det blev pludselig meget tydeligt at man havde en søn med særlige udfordringer. Piktogrammerne var også meget henvendt til børn og i takt med min søn blev teenager så jeg der var et hul i markedet for piktogrammer der henvendte sig til unge/voksne og hvor der var taget designmæssig stilling til produktet. Noget man kan holde ud at have oppe derhjemme uden at det ligner en hjælpemiddelcentral.

Så jeg begyndte at designe piktogrammer hvor der er en rød tråd i designet og med den produktionsmæssige baggrund Jesper har, fandt han et materiale der kan sidde på alle glatte overflader, de kan tages ned og sættes op igen – og igen. Og hvis de bliver støvede bagpå, kan man skylle dem i lunkent vand, så hæfter de igen. Det gør det supernemt at skabe struktur.

Se dem her oolloo.dk

Hvad synes du, at byen mangler?

Jeg gider ikke laver aftensmad, og om vinteren er udvalget af Take-away begrænset til de to pizzeriaer i byen, hvis ikke det skal være for dyrt. Så et godt sted med dagens vegetariske gryderet ville være dejligt.

Der er sket meget de sidste 5 år, og jeg kan fornemme der er en masse gode initiativer på vej, bla. et museum, et maritimt samlingshus, samt det gamle hospital der skal være badehotel igen, det bliver spændende at se om det også kan rumme noget for os lokale.

Har du nogle gode råd til andre familier, der overvejer at flytte hertil?

Skynd jer inden huspriserne stiger igen!

Hvis man vil engagere sig, kan man sagtens få et godt netværk heroppe… men man kan også sagtens trække sig tilbage og nyde naturen for sig selv.