Dengang for 18 år siden var der ikke noget som helst smart i at flytte til 3100. Vi var vist lidt af nogle “first movers”.

Hvem:

Mathilde og Marc, vores to døtre Anna og Roberta på henholdsvis 18 og 15 – og vores dejlige hund Uma.
Vi flyttede hertil for 18 år siden, da vores ældste datter var 1 år gammel.

Vi bor her i Hornbæk i et dejligt hus med en skøn gammel have.

Vi boede til at begynde med i et sommerhus indtil vi overtog mit drømmehus efter min svigerfar.

Min mands forældre havde sommerhuse i Hornbæk, og vi var her ofte og drømte mere og mere om en hverdag i sommerbyen.

Mathilde har taget de fleste af billederne på dette site.

“Jeg har de sidste 13-14 år arbejdet som selvstændig fotograf og har portrætteret mange Hornbækkere, både børn og voksne, gennem tiden. Jeg fotograferer hovedsageligt udendørs, da jeg elsker at arbejde med naturligt lys. Derudover tager jeg alle billeder for den lokale legetøjs webshop Lirumlarumleg.dk, som er ejet af min kære veninde Anja Lytzen. Og så har jeg fotograferet de fleste billeder til dette site. Mit arbejde kan ses her.

Min mand Marc, står blandt andet for Hornbæks folkekøkken, et projekt som han startede sammen med 4 andre. Folkekøkkenet serverer kun plantebaseret mad og man betaler, hvad man kan – så alle kan være med. En vigtig tanke bag. Det har været en kæmpe succes med op til 100 tilmeldte og nogle gange flere. Der spises, tales og synges fællessange. For mange tilflyttere har det været en super måde at lære andre fra Hornbæk at kende”.

Hvad synes du at byen mangler?

Vi har ofte talt med vores venner om at Hornbæk mangler et forsamlingshus, hvor initiativer som folkekøkkenet etc. kan finde sted. Vinteren kan godt være lang her, så det vil uden tvivl være godt udnyttet af de lokale.

Hvordan spår du byen ser ud om 5-8 år?

Det at svært at spå om, men som en, der har boet her længe, så tror jeg egentlig at der kommer flere små iværksættere og initiativtagere til begivenheder, butikker etc. som er for den menige mand. Måske er det bare ønsketænkning, men det klær’ byen med diversitet.

Der er sket meget på de 18 år vi har boet her – fra at være et velhaverparadis for hovedsageligt pensionister er mange unge familier flyttet hertil hvilket har forandret byen markant. Her er utallige spændende initiativer for børn, unge og voksne.Vores start i Hornbæk, og den måde vi i dag nyder byen på.

Den første sommer, vi boede her, regnede det stort set hele juli og august og jeg husker at jeg sad og tudede på vores overdækkede terrasse. Men humøret vendte heldigvis og nu kan jeg ikke forestille mig et bedre sted at bo – et bedre sted for vores børn at vokse op.

Her er alt, vi har brug for. Havet, stranden, havnen, skov, by og ikke mindst nogle helt utroligt dejlige mennesker, som betyder alverden for os. Så det var en god beslutning.

Vi er desuden en sejlerfamilie og har vores båd liggende i Hornbæk havn. Så havnen bliver flittigt brugt.
Og så er det ikke længere væk end at man kan køre til København på 40 min.

Hvilke aktiviteter / tilbud har du benyttet dig af i byen?

Jeg er selv initiativtager til Hornbæks kvindekor, som på få år har udviklet sig til at være et kor på 30 kvinder styret af en virkelig dygtig korleder. Elsker det!

Begge vores piger har gået på den lokale, Hornbæk skole og har været meget glade for det. Vi som forældre har også været glade for skolen. Vores ældste datter Anna går nu i 2.g på Helsingør gymnasium, som hun er ekstremt glad for. Det har smittet af på vores yngste som efter sommerferien starter i 1.g samme sted. Både Hornbæk skole og Helsingør gymnasie kan varmt anbefales.

Pigerne elsker det lille samfund og har altid brugt hav og strand vanvittigt meget. Vores ældste pige har sejlet meget gennem den lokale sejlklub.

Siden pigerne var helt små har de begge gået til gymnastik/dans i Hornbæks lokale gymnastikforening. Det har de virkelig været glade for. Nu er de nået den alder, hvor Fitness centret er i centrum. Her mødes mange af de unge om eftermiddagen og aftenen og træner sammen.