Ideen med markedet er netop at skabe et luksus loppe/kollektionsmarked, hvor der sælges varer af meget høj kvalitet.

 

Hele året, og især i sommerhalvåret er der enormt mange skønne loppemarkeder i Hornbæk og omegn. En lokal Hornbækker Anne fik ideen til at lave et lidt mere nichepræget marked for eksklusivt tøj og tilbehør. Og da Anne – der forpagter Hotel Bretagne sammen med sin mand Kasper – hørte om ideen, da var hun på! Så Anne og Anne står bag eventet, der finder sted på det skønne Hotel Bretagne – i år d. 30. april 2023 kl. 12:00-16:30

Anne Gade “Jeg havde selv noget tøj, som jeg synes var for dyrt til et almindeligt loppemarked, men på den anden side orkede jeg ikke at sælge via fx. Trendsales eller lign. da jeg synes at det tager for lang tid og er meget omstændig. Deraf kom ideen til et luksus marked – for “pre-loved” fashion, men også kollektionsprøver og lign.”.

“Når jeg får en idé, så går der sjældent lang tid før den er ført ud i livet. Første marked fandt sted på Strand P,  det var sjovt og en succes – men der var for lidt plads. Jeg havde ikke regnet med at der kom så mange mennesker og blev faktisk lidt blæst bagover!

Så at vi nu holder til på Hotel Bretagne er så skønt – for her er masser af plads, gode mennesker, og den dejligste stemning. Jeg sætter stor pris på, at Hotel Bretagne vil være rammen for begivenheden – og opfordrer alle til at komme forbi d. 30. april ’23 til shopping og en god kop kaffe i pejsestuen”.

Vi brander markedet på ‘luksus’  og lægger mange kræfter i at gøre reklame for dagen – med fokus på, at her kan man købe eksklusive mærker til gode priser.
Det er også muligt at købe lækre kollektionsprøver og varer fra tidligere kollektioner fra etablerede brands.

Kom og vær’ med til en hyggelig eftermiddag i smukke omgivelser.

Praktisk:

Dato: 30. april 2023
Sted: Hotel Bretagne, Sauntevej 18, 3100 Hornbæk
Kl. 12:00 – 16:30

Dørene åbnes kl. 12 for besøgende og kl. 10:30 for udstillere – så de kan nå at stille op.

Booking:

Ønsker du en stand så du kan sælge ud af lækkerierne, så kontakt Anne Gade direkte (ikke hotellet) på tlf. 2898 9250 eller mail: 3100@hornbaekliv.dk
Se også flere detaljer og opdateringer på Facebook

Pris pr. stand kr. 500,- (ca. 5m2).
Ønskes mere plads kan flere stande bookes (vi sørger for, at standene bliver ved siden af hinanden).
Pladserne bliver fordelt i tre stuer, hhv. Drachmann Salen, Restauranten og P. S. Krøyer Stuen.
Hver stand kan bookes med to borde: 120 cm + 70 cm i længden samt en stol.
Tøjstativer m.v. medbringes selv efter behov.

Andet

Vi tager kr. 30,- i entré for besøgende. Pengene går til markedsføring for eventet samt til arbejdet med hornbækliv.dk

Man kan betale med mobilpay i døren.

Det der ikke bliver solgt og som stadeholderne ikke ønsker at tage med hjem, samles sammen og gives til nødhjælpsorganisationer. Vi har doneret til krisecenteret Reden i Helsingør og de ukrainske flygtninge, der bor på Bøgehøjgård i Hornbæk. Vi har endnu ikke besluttet os for hvem der skal have i år, men det annonceres inden d. 30. april.

Kom og nyd dette smukke hotel og se de flotte rammer, når vi åbner dørene for Hornbæk Luksus Loppemarked

Anne og Kasper, som er værtsparret på hotellet, har gjort deres bedste for at bringe Hotel Bretagne tilbage til badehotellets storhedstid, da det bedre borgerskab valfartede til Hornbæk, en af perlerne på den Nordsjællandske riviera – lysets by!

Hotellet er i klassisk badehotel stil og værelserne er i Gustavianske stil, størstedelen med udsigt til Hornbæk Sø og havet.

Hotellet byder på en skøn restaurant, med den mest fantastiske panoramaudsigt, ud over Hornbæk sø. I forbindelse med restauranten er den største af hotellets 3 terrasser, hvorfra man hele sommeren kan nyde middagen.

Hvis enestående udsigt, elegante omgivelser, exceptionel service og eksklusivitet er det I søger til jeres bryllup eller fest – så er Hotel Bretagne også det helt perfekte sted.

Parkering

Anne “Vi har parkering lige uden for døren og er der ikke pladser nok, så benyt parkeringen ved Hornbæk skole (lige over på den anden side af Sauntevej) eller parkér på en af de store parkeringspladser nede i byen – og gå den korte tur op til hotellet”.
Hotellet ligger i gåafstand fra Hornbæk station og der kører bus til døren.
På dagen for arrangementet kan købes drikkevarer og lidt sødt som kan nydes i vores hyggelige pejsestue.