“Hornbæk har fået et nyt privat pasningstilbud med højt til loftet”.
Praktisk info
Godkendt til 10 børn, men ønsker max. 8 børn – evt. 9 børn v. evt. overlap pga. børnehavestart eller lign.
Åbningstid: Mandag til torsdag 06:30-16 og fredag 06:30-15.30.
Ferielukning aftales nærmere, men bliver altid meldt ud i god tid.
Egenbetaling: 2.945 kr. afhængig af kommunalt tilskud.
Kontakt: Ann-Sofie 61274666
Se mere her
Mariehønen Private Pasningsordning
Mariehønen er Hornbæks nyeste pasningsordning og bag tilbuddet står Ann-Sofie Silldorff (34 år) og fra 1. januar 2024 også Ann-Sofies mor Marlene Silldorff (55 år).
Marlene er uddannet pædagog og har seneste 20 år arbejdet i Esbønderup Børnehus.
Ann Sofie er selv mor med stort M og har en masse erfaring med børn, da hun siden gymnasiet har arbejdet i forskellige institutioner – bl.a. i Esbønderup Børnehus i 8 år og Montebello Børnehus m.fl. Ann-Sofie har selv 3 børn (2, 6 og 8 år) og bl.a. af hensyn til børnene og lyst til at have dem hjemme så meget som muligt – har hun i en periode haft skiftende arbejde af hensyn til børnene.
Ann-Sofie har valgt at hjemmepasse egne børn indtil de har været 1½ – 2 år og derudover har de gået i privat dagpleje her i byen og i Ellekildehus. I dag er den mindste i dagpleje andet sted i byen og de to store er startet på Hornbæk skole
Hverdagen Mariehønen
Pasningsordningen hører til i et hus i Hornbæk med en dejlig have, der er indrettet med gynger, sandkasse, legestativ og indendørs er der indrettet stor legestue. Alle børn har egne pladser med kasser til skiftetøj og sager. Det eneste forældrene skal have med hjemmefra er bleer.
Der er ingen husdyr i pasningsordningen.
Mad og snacks bliver der hver dag sørget for. Er det en hjemmedag, så varm mad – og ellers smøres der madpakker og tages med på tur. Morgenmad tilbydes også hver dag – og det er rigtig godt da Ann-Sofie og Marlene slår dørene op allerede kl. 06:30 hver dag.
Tryghed, nærvær og genkendelighed
Ann-Sofie og Marlene mødes en del med andre dagplejere bl.a. Zandra og Emilie & Anders for at give børnene valgmuligheder i relationer og skabe inspirerende og sjove fællesskaber. Ture foregår i ladcyklen og kan gå til strandlegepladsen, boldbanerne (med ny mindre legeplads), campinglegepladsen, og tirsdage indendørs i hallen i vinterhalvåret og naturligvis en masse tid i skoven.
“Vigtigst for os er at dagens program foregår på børnenes præmisser og fleksibilitet er vigtig ift. hvor børnene er på dagen. Er der trætte børn eller børn med masser af energi, så tilpasses dagens program derefter.”
Udvikling og læring i det vi laver i løbet af dagen prioriteres f.eks. hvis vi på en tur ser en snegl og det fanger børnene – så skal der være tid til at vi og går i dybden med den og det. Vi tager os tiden til det, der fanger børnene og er ikke optaget af en evt. plan for dagen.
Hvorfor valgte du at åbne din egen pasningsordning?
“Først og fremmest, så har jeg stor respekt for de ansatte rundt omkring i kommunens pasningstilbud. Jeg har selv været en del omkring og set en masse, så jeg ved hvordan det er at være på gulvet med alt hvad det indebærer af tidspres og uindfriede ønsker for stedet og børnene. Jeg synes desværre at rammerne i institutionerne er blev for dårlige og det bliver sværere og sværere for personalet at stå på mål for.
Mariehønen vil tilbyde et alternativ.
Vi gør meget ud af at sammensætningen af børn og forældre bliver godt. Vi ønsker at forældre vælger denne pasningsordning til efter nøje overvejelser, og ikke i mangel af andre tilbud. Der skal være en god ping pong mellem forældrene og os, og alle skal have helt ro i maven ved at sende børne i pasning i Mariehønen.
Ann-Sofie og Hornbæk
“Jeg er født og opvokset i Hornbæk, og efter et kort smut til “storbyen” Helsingør fandt jeg hjem igen. Min mand er ikke herfra, men byen føles helt rigtig for hele familien.
Jeg har selv haft en god barndom og har altid følt mig tryg. Mit tilhørsforhold til byen er stort og en familiær tilknytning er der også pga. Ann-Sofies to brødre – hvoraf den ene stadig bor her.
Vi holder af, at vi kan cykle til alt og tryghed ved at byen er overskuelig.
I Hornbæk kender alle hinanden og som teenager i byen var det da lidt irriterende, men i dag sætter jeg stor pris på det. Der er altid nogle, der siger hej og den stemning af landsby giver tryghed.
Engagement og fællesskaberne er her – hvis man vil det og opsøger det. F.eks. er man altid velkommen i kirken og de har en masse hyggelige aktiviteter man kan deltage i – lige meget om man er kirkegænger eller ej.
Havet og skoven giver muligheder og glæde i hverdagen”.
Hvad mangler Hornbæk?
Mere til de unge! Der kommer flere og flere familier med små børn til byen og inden vi får set os om, er alle de små størrelser unge mennesker, der skal få tiden til at gå med noget fornuftigt. Og her er PUK et genialt tilbud, og et af de eneste vi kan tilbyde de unge ud over sport. Jeg synes at et sted som PUK skal prioriteres meget mere end der gøres pt. Så mere plads, penge og prioritering til PUK.
Hornbækliv vil rigtig gerne bringe flere anbefalinger fra familier, hvis børn har gået i pasningsordningen her eller nogle af de andre vi omtaler.
Så har I lyst til at dele jeres erfaringer med andre børnefamilier, så kontakt os endelig.