Hvem:

Galleriet Hornbæk, som i sin levetid har fået ry som den vigtigste udbyder af moderne kunst på nordkysten, ejes og drives af kunsthistoriker Susanne Risom.

Susanne har drevet gallerivirksomhed siden 2007 og har siden 2012 ligget i de samme lokaler på hovedgaden i Hornbæk.

Susannes baggrund herfor er en blanding af passion, målrettethed og en uddannelse som kunsthistoriker.

Galleriet Hornbæk eksisterer som et samlingspunkt for seriøs kunst.
“Vi udstiller, vi handler med, vi diskuterer og elsker kunsten”.

Fredage: 14.00 – 17.00
Lørdage: 11.00 – 14.00

Vi åbner også gerne for “private viewing” morgen, middag, aften efter aftale

Mob. 21804798
Instagram: galleriethornbæk
E-mail: susanne@risom.dk

Galleriet Hornbæk

Nikoline har fotograferet og Anne har besøgt og skrevet med Susanne for at lære Galleriet Hornbæk bedre at kende og høre Susannes tanker om kunst i 3100.

Vi vil meget gerne høre fra dig, hvis du selv er kunstner, kunstsamler, klog på kunst eller andet relevant. Vi vil nemlig så gerne se nærmere på kunst i vores skønne by. For ét er hvad Hornbæk engang  var for et sted for kunstnere, men hvilken (kunst-)by er det i dag og hvad tiltrækkes kunstnere af ved byen og hvad tilbyder byen kunstnere.

Hvorfor er kunst overhoved vigtig?

Hornbækliv har også talt med Christina ang. planerne om et stort kunstmuseum på “museumsgrunden” – området som de fleste nok bedre kender som hjørnet ved minigolf. Vi har også skrevet om Galleriet i Saunte som drives af en af vores lokale udøvende kunstnere og vi har skrevet om Jord Keramik.

De fleste af os kender Hornbæk kolonien og de gamle kunstnere, der satte pris på byen og lyset her.
Er Hornbæk stadig den dag i dag, en by der kan tilbyde kunstnere noget særligt og i så fald hvad?

Susanne: “Hornbæks natur har uden tvivl stadig meget at tilbyde kunstnere. Det er jo således at historien bundfælder sig og går i arv fra generation til generation med udvikling til følge.

I 1870’erne blev Hornbæk etableret som en af landets første kunstnerkolonier. Det var lyset, naturen, og beboerne, som de brugte som modeller til deres værker, der primært tiltrak kunstnere.

Gennem det følgende århundrede slog store danske kunstnere sig ned i Hornbæk og omegn – og der ses i dag heldigvis en tendens til at flere kunstnere vælger at komme til Hornbæk enten permanent eller om sommeren.

Kunstnere tiltrækkes stadig af det særlige, smukke lys, naturen og Kullens blå bjerge, men i dag er det dog på et mere sporadisk og individuelt plan, kunstnere slår sig ned i Hornbæk. Netop derfor vi har en fornem opgave i at skabe et attraktivt kunstnermiljø i byen, således at Hornbæk igen kan være stolt af det helt særlige miljø, som kunstnere skaber ved deres blotte tilstedeværelse”.

Hvorfor har en lille by som Hornbæk brug for et kunstmuseum?

“Jeg mener, at Hornbæk har brug for et Kulturelt mødested med kvaliteter, der appellerer til både voksne og børn, og ”Museumsgrunden” eller ”Kunstgrunden” vil være et ideelt udgangspunkt for et kulturelt samlingssted.

Jeg mener, at kunst og kultur samler os og grænserne mellem kunst og kultur i dag, i højere og højere grad, er udviskede. Så jeg drømmer om at vi inkluderer langt mere end billedkunst i vores visioner for kunsten i vores by.

Såsom?

“Vi skal omfavne musik og sang, teater, design, film, litteratur, eventyrfortællinger, foredrag, leg og håndværk, arkitektur og alsidighed, vi skal flytte grænse. Vi skal først og fremmest skabe, og vi skal være fremsynede”.

Vi er på Hornbækliv.dk meget optaget af de lokale – altså dem, der bor her fast. Hvordan undgår man, at et museum bliver en turistattraktion og mindre til gavn for lokalmiljøet?

“Jeg tænker, at mit tidligere svar støtter mig i, at denne bredere vision netop vil skabe stor glæde og livskvalitet både for de lokale og for sommerhusejerne”.

“Turister vil forhåbentligt også blive tiltrukket af det attraktive koncept, og jeg mener, de skal være velkomne. Vi må jo ikke glemme, at de, ligesom vi, nyder stor glæde af byens helårsliv med handlende, restauranter, cafeer, osv. og turister er vigtige for økonomien i byen.

Det er meget vigtigt, at vi ikke dyrker en skræmmekampagne i forbindelse med udviklingen af ”Museumsgrunden”. Tværtimod – lad os byde turisterne velkomne og lad byen finde en sund balance – så den hverken er uddøende eller en turistfælde”.

Hvad kan kunst gøre for lokalmiljøet?

“Kunsten udvider vores horisont, den gør os glade, den skaber dialog, den skubber til os og giver mening. Kunsten inspirerer os, og den samling på tværs af meninger”.

Hvordan definerer du selv seriøsiteten i kunsten på galleriet?

  • Kunst er ikke alene, hvad man ser. Kunst er også, hvad man føler, når man ser ”det”.
  • Kunst afspejler ikke blot samtiden, den fortolker fremtiden.
  • Kunst er en transmission af kunstnerens udtryk.
  • Kunst skaber en dialog, ofte også en diskussion.
  • Kunst beholder sin betydning – også for eftertiden.

Hvilke kunstnere repræsenterer du?

“Jeg handlermed seriøs kunst og repræsenterer ikke kunstnere, som et galleri normalt gør. Derfor kan man, som besøgende i galleriet, opleve kunst på linje med det man kan opleve på et museum – bare på færre kvadratmeter”.

Hvem er dine primære kunder?

“Galleriets kunder er alle, der kommer forbi og bliver inspireret til at stikke hovedet indenfor”.

Hvad er ”Hornbæk Krukken”?

Galleriet har skabt en signaturkrukke ”Hornbæk Krukken”, som har fundet sin form i dialog mellem gallerist Susanne Risom og kunstnerisk sparringspartner Pylle Søndergård.

Formen har et internationalt tvist, hvor både den japanske og den engelske keramiktradition er at spore, og den er drejet af en af Europas dygtigste pottemagere. Galleriet inviterer anerkendte kunstnere til at dekorere unika “Hornbæk Krukken”, som gennem de sidste par år er blevet et brand og en “must have” kunstgenstand.

Kom selv ned og se nærmere – alle er velkommen i Galleriet Hornbæk i hovedgaden.